Løb dig stærkere

På kvindelob.dk vil du finde inspiration til dine løbeture og viden om alt inden for løb. Dét at løbe er en fantastisk måde at få motion på. Der er mange måder at løbetræne på, og her i Danmark er rigtig mange mennesker motionister, som hver dag hopper i løbetøjet og begiver sig ud på en god løbetur – morgen, middag og aften. Er du også en del af de mange, danske kvinder, som elsker at løbe, eller har du lysten til at komme i gang og mangler bare lige det sidste skub? Så vil vi her på siden gøre, hvad vi kan for at inspirere, oplyse og motivere. Så på med løbeskoene!

 

Hvorfor vi løber

Det er flere millioner år siden, at vi mennesker udviklede evnen til at løbe langt. Vi begyndte også at konkurrere mod hinanden i løb længe før år 0, og den første dokumenterede version af De Olympiske Lege fandt sted omkring 800 år f.v.t. Lige siden har vi tilbagelagt utallige kilometer, slået rekorder og lært en hel masse.

 

Hvorfor vi løber, er nemlig et rigtig godt spørgsmål – og der er mange svar. Der er utrolig mange sundhedsmæssige fordele ved at løbe, både for dit fysiske helbred og for dit psykiske velvære.

 

At løbe regelmæssigt forebygger kræftsygdomme, blandt andet brystkræft, og mindsker din risiko for blodpropper og hjertestop. At løbe øger dit stofskifte og styrker dine led og knogler. Du bliver gladere af at løbe, får mere overskud og energi i hverdagen og bliver stærkere rent mentalt: Angst, depression, din evne til at koncentrere dig – alt dét er dokumenterede resultater af at løbe. Og det er selvfølgelig også en fantastisk måde at træne sit kredsløb på, så vil du opnå en sund vægt og forbrænde en masse energi, er løb vejen til det. Du kan læse meget mere om, hvorfor du skal løbetræne lige her (løb er sundt).

 

Fasthold motivationen

Trods der findes så mange fantastiske grunde til at løbetræne, kan det nogle dage stadig være rigtig svært at komme af sted. Derfor kommer vi her (motivation) med nogle gode tips til, hvordan du finder og fastholder motivationen til at løbetræne. Det er altid en god ide at løbe med en træningsmakker, men det kan også være effektivt at have et mål i sigte, som du gerne vil nå. Hvis du vil sikre dig, at du ikke for tit kommer til at skippe en træning, så inkorporér også løbeturene i din hverdag, så du ved, hvornår du skal af sted og simpelthen opfatter det som en del af din daglige rutine.

 

 

Prøv kræfter med intervaltræning

Føler du, at du er gået lidt i stå med træningen, kan det skyldes at din træning er blevet for ensformig eller at du mangler tid. Løsningen kan være intervaltræning. En ugentlig træning med intervalpas frem for at løbe den samme, kedelige 5 kilometers rute, som du plejer, kan give dig virkelig gode konditionsmæssige resultater. Og så endda på den halve tid. Læs mere her (interval) om, hvorfor det virker, og hvordan du kommer i gang med at løbe intervaller.

 

Sådan undgår du skader

Selvom vi har kunnet løbe siden tidernes morgen og nu til dags ved en masse om, hvordan sko og tøj skal designes bedst, er der mange, der døjer med skader. Det skyldes tit, at folk øger deres træningsmængde for hurtigt eller ikke varmer godt nok op. Vi har samlet 5 gode øvelser til din opvarmning og flere tips til, hvordan du undgår skader lige her (undgå skader), så du ikke får overbelastningsskader og må holde lange pauser i din løbetræning. Skader kan være både svære at komme over, men også have en negativ indvirkning på din motivation og lyst til at nå de mål, du har sat for dig. Så sørg hellere for at forebygge skader end at skulle tage trælse skadespauser.

 

Løb er også en holdsport

For mange er løb en ensom sport, hvor man løber alene af sted på sine ugentlige løbeture. Og det er da i sidste ende også for de fleste sig selv, man dyster imod. Med undtagelse af eliteløbere, er det en fantastisk følelse at kunne slå sin egen tid, og det er udelukkende resultatet af de kræfter, man lægger i sin løbetræning.

 

Men løb er også en holdsport. Der er en grund til at så mange deltager i motionsløb landet over. Følelsen af at løbe sammen med andre er usammenlignelig og giver en følelse af et fællesskab. Men også til hverdag kan du udnytte det sociale aspekt i løb. Hav en løbemakker eller lær flere ligesindede, løbetossede kvinder at kende her på siden. Om du er nybegynder, har løbet i mange år eller kun lige er ved at få blod på tanden, så er kvindelob.dk siden for dig. Sammen kan vi løbe os endnu stærkere.